Om nærmiljøet


Information om Hillerød Kommune

 

En smukt beliggende by midt i Nordsjælland - Danmarks stadsstue. Til hverdag en dejlig handelsby med et væld af gode og sjove forretninger. En tur gennem byens to forretningsgader - gågaden Helsingørsgade og Slotsgade - fortæller, at i denne by kan man få alt, hvad hjertet begærer.

 

I sommerhalvåret er byen besøgt af mange turister, som kommer for at beundre Frederiksborg Slot, ikke bare Hillerøds stolthed, men hele Danmarks fantastiske slot. Når efterår og vinter holder sit indtog med regn, slud og sne er der varmt og trygt i indkøbscentret Slotsarkaderne, der med de mange spændende butikker, cafeer og restauranter er en ideel ramme for en lille familieudflugt.

 

Sommer i Slotshaven - eller i Gribskov - eller Store Dyrehave - alt tæt på byen giver mange herlige oplevelser. Vinterudflugt med slæde og ski i de samme omgivelser.

 

Frederiksborghallen med udstillinger, sportsarrangementer o.s.v. En tur i den nærliggende svømmehal for hele familien. Badmintonhal - tennisbane - golfbane - der mangler intet tilbud for en god og oplevelsesrig tilværelse ved at bo i Hillerød.

 

En tur til stranden - Gilleleje - Tisvildeleje - med tog eller i bil - ca. en halv times kørsel. Det samme til Helsingør, og en tur med færgen til Helsingborg og det spændende Kullen i vort smukke naboland Sverige.

 

I Hillerød smiler folk. De er glade og stolte af deres by og dens omgivelser. At bo i Hillerød giver ud over en god bolig, en dejlig by, også status af at være én af de udvalgte.