Godt naboskab i Jørgen Poulsens Have

Et trygt boligfællesskab bygger på dialog, hensyn og respekt for hinanden

🤝 Vi viser hensyn
I et lejlighedsfællesskab vil man kunne høre hinanden. Børn leger, mennesker samles og hverdagen kan larme indimellem. Det er en naturlig del af at bo tæt.
Vi viser hensyn ved blandt andet at dæmpe musik om aftenen, tænke over støj på svalegange og informere naboer, hvis vi holder fest.

💬Vi taler med hinanden
De fleste konflikter opstår på grund af misforståelser og kan ofte løses gennem en konstruktiv samtale.
Hvis noget generer dig, så tag kontakt i en ordentlig tone og vær konkret om problemet.
Hvis en nabo henvender sig til dig, så lyt åbent og vær villig til at finde en løsning

🏡 Vi tager ansvar
Vi passer på vores boliger og fællesområder.
Det betyder blandt andet, at vi holder orden på svalegange, i haver og på fællesarealer, og at vi tager hensyn til forhold som røg eller andre gener, der kan påvirke naboer.

🌿 Vi vælger fællesskab
At bo i Jørgen Poulsens Have er også at være en del af et fællesskab.
Vi opfordrer til at hilse på hinanden, møde hinanden med venlighed og vise rummelighed over for forskellige livssituationer.

🗣Konflikter forsøges løst mellem beboere først
Et godt fællesskab bygger på dialog mellem beboerne. Derfor opfordrer vi altid til, at du først forsøger at løse problemet gennem en venlig samtale med din nabo, hvis situationen gør det muligt.

En klage er en alvorlig henvendelse, som kan få betydning for andre beboere.
Som udgangspunkt kan klager derfor ikke behandles, hvis man ikke først har forsøgt at tale sammen,
hvis klagen er anonym, eller hvis man ikke ønsker at stå ved sin henvendelse.

Hvis en situation fortsætter trods dialog, og der er tale om gentagne eller grove problemer,
er du naturligvis velkommen til at kontakte udlejer via formularen nedenfor.